De fleste er nok bekendt med, hvor godt det er at bedrive lystfiskeri på Fyn og ved de omkringliggende øer. Vi har masser af gode fiskepladser ved både åer, søer og ikke mindst, langs vore mange fine kyster.
Det mærkes også på den store søgning af lystfiskere, der kommer hertil fra både ind- og udland. Det skyldes ikke mindst det store arbejde der er blevet lagt i at renovere vores vandløb og det faktum at der hvert år bliver sat masser af små havørreder ud ved vore kyster.
Jeg sælger fiskegrej fra 2-Biz i Odense (se mere her) til vores tyske forhandlere i hovedsalig Nordtyskland, Slesvig-Holsten, Hamborg, Hessen, Mecklenburg-Vorpommern og Berlin. Der er altid stor interesse og spørgelyst fra dem og deres kunder om de gode fiskepladser på Fyn.
Der findes en rigtig god bog med titlen 117 Fine Fynske Fiskepladser – den foreslår jeg altid at købe, da den også udgives på tysk. Den bør du naturligvis også have i arsenalet.
Bogen dækker det meste af Fyn samt omkringliggende øer. Der er dog liiige et par pladser, som ikke er beskrevet i bogen og som jeg personligt nyder godt af, og hvor der ofte står fisk og venter.
Her får du 5 gode (men ofte oversete) fiskepladser på Fyn.
1. Kertemindebroen mod Nyborg (Odensevej)
Nærmest lige i centrum af Kerteminde, er der lavet en fin trappe ned til vandet langs broen. Når tidevandet trækker ind eller ud af fjorden, kan der her være så stærk strømføring som i en elv.
Er du fluefisker, er det en stor fordel at du behersker underhåndskastet, da der ikke er meget plads til overhåndskast.
Fisk dybt, da fiskene er ved bunden og i hullerne i den stærke strøm. Vanddybden er mellem 3-6 meter. Når der er “vendevand” (altså strømstille), går fiskene højere op i vandet og spredes ud over hele området.
Det er en rigtig fin forårsplads, hvor du på den årstid har rigtig gode chancer for at fange blanke og livlige havørreder. Du kan med fordel gøre brug af både enhånds- og tohåndsstænger.
2. Modsatte side af Kertemindebroen mod Nyborg (Odensevej)
På modsatte side, er der en smal kant på soklen af broen som man kan gå ud på (i venstre side af billedet) Svært at se på billedet da vandstanden var meget høj den dag, så den er lige dækket af vand.
På spidsen af denne er også strømkanten. Når strømmen føres ind i fjorden, kaster man langs med strømkanten. Ofte står fiskene i den rolige side af strømskellet, hvor de kan stå i læ og spare på kræfterne, og farer så ind i strømmen når fødeemnerne og agn bliver ført forbi.
3. Hindsholmvej “Feddet”
Næste sted er Feddet, som ligger kun 2 km mod nord på Kertemindes Nordstrand.
Du kører ud til camping pladsen og på højre side af vejen kan du køre lige ned til vandet.
50 meter fra hvor sommerhusene starter, er der et tangbælte, der starter næsten inde fra land og strækker sig hen til den første badebro. Der er rigtig leopardbund med både sten og tang.
Selvom det er et kort stræk, er det altid værd at besøge.
Langs med det første sommerhus, er der et drænudløb fra de bagvedliggende marker. Når det åbner kan her være stærk strøm, som i en større bæk – noget havørrederne åbenbart finder sig rigtigt godt tilfreds med, så det er bare ud med linen 🙂
Det er vigtigt at pointere at du IKKE skal gå ud i vandet – huggene får du nemlig ofte at mærke de sidste 3-10 meter ind mod kysten.
4. Gabet “Lodshuse”
Ca. 12 km nord fra “Feddet” på Hindsholmvej, ligger Gabet ved indsejlingen til Odense Fjord.
Du kører nordpå mod Mesinge – her drejer du til venstre mod Dalby bugten/Gabet.
Som du kan se på billedet, er der en bro ud til lodsbådene – her må du IKKE fiske, men gå 5-10 meter ud på broen og se bundforholdene an. På dage med roligt vejr, kan man ofte se hvor fiskene står.
Kun 3-5 meter fra kysten er der et kraftigt fald på bunden, der er blevet skabt af strømmen. Her i tangkanten kan fiskene gemme sig og fare ud i strømmen når føden bliver ført forbi. Her anbefaler jeg du fisker fra broen og ca. 30 meter over mod fyrtårnet på modsatte side af Gabet.
5. Gabet Lodshuse, ind mod fjorden.
Fra broen og ind mod fjorden – ca. 100 meter.
Du behøver ikke at kaste langt ud. Jeg har bedst erfaring med at få havørreder her når strømmen er udgående, men det er måske bare mig. Det er i hvert fald et godt sted, der kaster mange gode og store fisk af sig. Bare husk IKKE at gå ud i vandet, da det skræmmer fisken væk. Også her falder huggene ganske tæt på kysten.
Og så er stedet, i sig selv, simpelthen bare HELT fantastisk om foråret.
Et godt råd til lystfiskeri generelt
Jeg skal ikke lære dig at fiske, men husk altid på at bevæge dig roligt og velovervejet når du færdes på kysten.
Går du på stenet område, så gå forsigtigt. Ofte kan der være brammer af opskyllet tang – gå på det i stedet for på stenene, eller på de steder med fint sand. Lyden af sten, der skurer mod hinanden, forplanter sig langt ud i vandet og er du fluefiskeri, som jeg, kan vi jo desværre ikke kaste så langt som spinnefiskerne.
Det er ærgerligt at have skræmt fiskene lige udenfor vores rækkevidde 😉
Det var 5 tip fra mig til dig. Små, men overkommelige fiskestrækninger, som man kan få en dejlig dag til at gå med.
Rigtig god tur, ønsker jeg dig.
KNÆK & BRÆK.
Vil du lære at fiske med flue?
Tilmeld dig kursus for begyndere i dag!
chevron_rightVælg kursus og se mere
5 gode tip du gir her , jeg har faktisk luret lidt på Kerteminde fjord og Kertinge Nor når der er rejer er der også havørreder
Hej jeg vil gerne vide om .an må fiske ved parken i Højby Odense Fyn Dk vh Poca
Hej Michael
Jeg har været forbi ved Gabet før og fik en havørred, så det kan bestemt også anbefales herfra 🙂
Hej Michael.
Er lidt forvirret over Odense fjord og fredninger.
Der er en helårlig fredning som går til havnen i Lodshuse men gælder den kun fiskeri med net eller også fiskeri med stang?
Hej Jacob.
Det glæder mig at høre, der venter mange på dig endnu deroppe. Prøv der hvor jeg anbefaler, når vejret er roligt kan du fra gangbroen se hvor de står, godt råd er at bruge Polaroid briller, de bryder det blanke sollys på overfladen så du bedre kan se bunden & fiskene 😉
Hej Ole.
Det er let nok, i yderfjorden som Lodshuse ligger ved er der ingen fredning året rundt kun på størrelsen af Havørred som min. skalvære 45 cm. I inderfjorden er fredningen fra 1-Okt til første fredag i Marts….Jeg fisker ikke med net, så hvad det angår kan jeg ikke råde dig 😉
Tak for svar.
Skal i sommerhus ved Dalby senere på året.
Så skal spinnestangen vist med.😋
Mvh Ole